Leg med kunsten på Kunsten i efterårsferien

06-10-2018
Der er glade og spændende aktiviteter for børn og voksne hele ugen på Kunsten.
Af Palle Bjørnstrup

Der kan opleves en mangfoldighed af ting og aktiviteter – hyggelig hulestemning, uhyggelig sej kunst og en sand farveeksplosion.

Det mest almindelige skilt på et kunstmuseum er ”må ikke røres”. Sådan bliver det ikke på Kunsten i denne uge, her kan også de yngste komme helt tæt på og røre og skabe deres egne kunstværker.
Kunstens Kreativitarium byder på skattejagter, værksteder, lækkerier i cafeen og sjove udstillinger for børn og deres familier. Derudover styrer professionelle kunstnere slagets gang i Kunst-Lab, hvor man kan bygge sit eget, røde skib. Der er simpelthen fokus på, at familier kan lege med og have det sjovt på museet, både inde og ude.

I udstillingen Farvens Kraft kan familien træde ind i Ernesto Netos sanselige og børnevenlige, hæklede hule eller eksperimentere med farverne i den nye Farverotunde, hvor man kan flytte rundt på hundredvis af farverige firkanter og skabe sit eget kunstværk. Der vil også være pop-op-workshops på museet, hvor familien kan skabe 3D-skulpturer sammen.

I den helt anden ende af hygge- og farveskalaen ligger udstillingen ”Møder i mørket”, hvor man kan opleve Kurt Trampedachs malerier og menneskelignende skulpturer.
Det er også i forbindelse med efterårsferien, man for første gang kan se den verdensberømte, tysk-indiske kunstner Tino Sehgals værker, der bl.a. inkluderer børn, der leger i den store sal.

I efterårsferien er der også bedsteforældredage, skattejagt, film for de mindste og meget mere.

Så der kommer gang i meget kunst på Kunsten i efterårsferien.



Kommentarer