Kurt Trampedachs værker set i et nyt lys

30-07-2018
Kunsten laver specialudstilling – Trampedachs værker vises i et dramatisk totalunivers.
Af Palle Bjørnstrup

Kunstneren Kurt Trampedach har, som få andre, formået at skabe værker, som brænder sig fast på nethinden.
Med fokus på kunstnerens tidlige værker og mest vægtige kunstneriske periode er det udstillingens hensigt at udfolde det mørke, der er på spil i Trampedachs unikke kunstneriske univers.

Derfor bliver der gennem en specialopbygget scenografi skabt et totalomsluttende univers, hvor publikum vil møde hans figurer ansigt til ansigt i mørket. Foruden en række væsentlige selvportrætter og malerier vil særligt Trampedachs livagtige skulpturer og tableauer – heriblandt hovedværket Stoppestedet fra 1972/73 fra Kunstens samling – indtage en væsentlig rolle i udstillingen.
Sammen skildrer disse værker hverdagens stille øjeblikke og daglige rutiner, som vi almindeligvis ikke tillægger den store betydning. Men i Trampedachs verden bliver situationerne eksemplariske vidnesbyrd om det, at være menneske på godt og ondt.
Publikum vil derfor få en levende og intim oplevelse af Trampedachs særegne kunstneriske univers.

Kurt Trampedach (1943-2013) er et legendarisk navn i moderne dansk kunst. På flere måder står han som inkarnationen af den egensindige og originale kunstner, der gennem hele sin karriere skabte sig en vej uden om konventionerne og tidens smag. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1962 og opnåede efterfølgende stor succes både herhjemme og i udlandet i en tid, hvor det endnu var det abstrakte og nonfigurative maleri, der dominerede kunstscenen.

Udstillingen Kurt Trampedach – ”Møder i mørket” er en del af Kunstens udstillingsserie ”Fortiden genfortalt”, hvor en kunstner fra museets samling gennem relevante perspektiver aktualiseres på ny.

Udstillingen vises i perioden fra 12. september 2018 til 6. januar 2019.



Kommentarer