Kunsten går på Airbnb

02-09-2019
Snart kan du sove i værket ”Revolving Hotel Room” af Carsten Höller på Kunsten i Aalborg.
Af Palle Bjørnstrup

Vil du opleve noget helt specielt som at overnatte i Alvar Altos smukke marmormuseum, hvor du har hele museet for sig selv og vågner med udsigt til moderne kunst og samtidskunst i international klasse?

En sådan særlig oplevelse kan lade sig gøre nu i forbindelse med udstillingen ”Behaviour”, hvor et af de viste værker er navngivet ”Drehendes Hotelzimmer” (Revolving Hotel Room).

Som titlen fortæller, består dette hotelværelse af møbler placeret på roterende glasskiver. Overnattende gæster får muligheden for komfortabelt at opleve de omgivende kunstværker fra den roterende seng. Herudover vil den øvrige del af museet være til fri afbenyttelse og give gæsten mulighed for at vandre uforstyrret rundt, imens museets samling og arkitektur kan opleves i månens lys.

Værket har tidligere været udstillet på Guggenheim Museum i New York og Boijmanns van Beuningen in Rotterdam.

Opholdet inkluderer en privat omvisning, en let morgenmad på museet og brunch på Hotel Comwell Hvide Hus, der ligger i kort afstand fra museet. Der er plads til 2 personer i Revolving Hotel Room.
Der vil være en nattevagt til stede under opholdet.

Opholdet koster kr. 3.500,- + gebyr, hvis det bookes gennem Airbnb. Det kan også bookes ved at kontakte museet direkte.

Behaviour udstillingen løber fra d. 26. september 2019 frem til d. 23. februar 2020.

Udstillingen præsenterer værker, der forstyrrer og forvandler eller i bredest mulig forstand ændrer vores kunstoplevelser, heriblandt værker der inddrager lugte, lys, lyd, spejle og gigantiske røde fluesvampe.
Mange af Carsten Höllers værker opfordrer beskueren til at interagere med værkerne samtidig med, at de muliggør en undersøgelse af vores menneskelige adfærd.



Kommentarer