Kronprinsen og Aalborg – flere besøg!

24-03-2018
Kronprinsen har netop været i Aalborg – og han kommer igen i både april og maj måned.
Af Palle Bjørnstrup

I forbindelse med et besøg i anledning af chefudnævnelse af leder for specialstyrkerne med domicil på Aalborg Flyvestation besøgte Kronprinsen Aalborg. I samme forbindelse tog han sig tid til at besøge unge, der trænede til at deltage i Royal Run aktiviteten, som afvikles som fødselsdagsarrangement i forbindelse med Kronprinsens 50 års fødselsdag.

Det var et besøg, der blev en særlig opmuntring for de unge, der vil deltage i Royal Run løbet, der afvikles i Aalborg mandag d. 21. maj 2018. Royal Run dagen starter i Aalborg – ruterne i Aalborg og de øvrige deltagende byer er netop blevet offentliggjort.
I Aalborg bliver det ruter fulde af kultur. Start og mål for både One mile og 10 km er ved Slotspladsen på Aalborg Havn midt i byen. One mile deltagerne løber bl.a. forbi Musikkens Hus, kulturcentret Nordkraft og Utzon Centret. 10 km deltagerne løber vestpå langs havnen under Limfjordsbroen. Først går turen ud forbi byens nye kultursted, Spritten og videre ud forbi Aalborgs nye eventsted for bevægelse, Vestre Fjordpark. Ruten fortsætter langs vandet til Vestbyen og vender ude ved Den Gamle Kridtgrav.
Det er fejring af Kronprinsens 50 års fødselsdag.

Kronprinsen kommer og fejrer en 100 årig
I forbindelse med fejringen af Jørn Utzon, en af verdens mest betydningsfulde arkitekter,
vil Kronprinsen d. 9. april 2018 på Jørn Utzons 100 års dag, være med til at fejre den store danske arkitekt. Her vil Kronprinsen åbne en omfangsrig udstilling på Utzon Center i Aalborg, om Jørn Utzons mest markante værker.

I udstillingen ”Horisont – et operahus og en verden til forskel” kan publikum gå i Jørn Utzons fodspor ved hjælp af oplevelsesmættede filminstallationer og digital teknologi. Man kan se Jørn Utzons egne smalfilmsoptagelser, fotogratier, tegninger, modeller og andre originale perler fra Utzons arkiv.
Publikum kan på nærmeste hold opleve, hvordan Jørn Utzon observerede verden og arbejdede. Et arbejde, der langsomt udviklede sig fra et skandinavisk ståsted til Utzons eget arkitektoniske sprog, som baserede sig på ideer indsamlet fra fremmede kulturer i hele verden.

Udstillingen vil efterfølgende turnere til København og Sydney i Australien.




Kommentarer