Konference om: De store projekter i Aalborg

05-01-2018
Der skal bygges adskillige mange kvadratmetre for adskillige milliarder i Aalborg i nær fremtid.
Af Palle Bjørnstrup

Mange af projekterne er i gang og flere vil følge i den nærmeste fremtid. De to største udviklingsprojekter er Aalborg Hospital og udvidelse af Aalborg Universitet.
Men en stigende befolkningstilvækst kræver boliger, og her er mange store private og almene boliginvesteringer i værk, bl.a. i Sofiendals Enge, Østre Havn og Håndværkerkvarteret, foruden hvad der sker i Aalborg Øst og i Stigsborg området i Nørresundby.

Byens Ejendom, der er videnscenter for byudvikling sætter, med en konference torsdag d. 19. april 2018 i Aalborg Kongres & Kultur Center, fokus på nogle af disse mange projekter.

Overskrifterne på foredragene denne dag, om de udvalgte projekter er:
165.000 kvm i Østre Havn og Pieren. Her skal bygges et højhus på 70 meter, ligesom en lokalplan er undervejs, der sikrer en udvidelse af byggemulighederne med 15.000 kvm.

Tobaksfabrikkerne udvider med 19.800 kvm. De gamle tobaksbygninger på Badehusvej skal udbygges i form af ekstra etager på eksisterende bygninger og med nye bygninger på østsiden af Badehusvej, her bliver bl.a et byggeri på 10 etager, ligesom der vil blive føjet ekstra etager på P-Huset på Kastetvej til beboelser.

I Sofiendals Enge er der udvikling af 1.000 boliger i gang. De første 220 boliger er nu under opførelse. Et springende punkt ved dette byggeri er infrastruktur, specielt til- og frakørelses-muligheder.

Så er der et 60.000 kvm stort erhvervsprojekt undervejs i smørhullet mellem AAU, NOVI og det nye Universitetshospital. De 60.000 kvm omfatter blandt andet et højhus på 75 meter med 22 etager. Parkering i området klares ved overfladeparkeringer ved bygningerne samt et stort centralt underjordisk p-anlæg, hvor ovenpå bliver anlagt en grøn bypark.

Ved Østre Havn skal der udvikles et 30.000 kvm nyt boligområde, som udvikleren TK-Development står for.

Endelig indeholder konferencen også et indlæg med en ny vision og udviklingsstrategi for bymidten, som byens stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen vil redegøre for, og komme nærmere ind på, hvad der kan forventes.

Ud fra et sådant konference program kan man ikke andet end blive bekræftet i, at der bestemt er gang i udviklingen af Aalborg, og at ikke mindre end tre nye højhuse kommer til at rage op forskellige steder.



Kommentarer