Komikeren Jimmy Carr kommer nu i AKKC

16-05-2018
Fredag d. 1. juni kl. 19.00 kan en af verdens største komikere/stand-up’ere opleves i Aalborg.
Af Palle Bjørnstrup

Jimmy Carr er legendarisk, hans grin og publikums reaktioner på hans sorte humor, der kredser om politik, sex, kønsforskelle, berømtheder og aktuelle begivenheder lægger op til, at publikum ligger flade af grin. Jimmy Carr går altid til kanten og udover.

Direktør Nicolaj Holm fra AKKC siger: ”Det er vild optur for Aalborg Kongres & Kultur Center, at vi kan præsentere Jimmy Carr, der er en af de helt store, som et af kun to steder i Danmark”.

Komikeren har et nærmest uudtømmeligt repertoire og er verdenskendt for at være lynhurtig i hovedet, når han beder publikum være med i showet, hvor man skal være forberedt på at blive hængt ud, svinet og sjoflet i en komisk stil, som kun Jimmy Carr mestrer.

Til verdensturneen har Jimmy Carr samlet sine allerbedste vittigheder gennem de 15 år, han har stået på scenen eller optrådt i tv-shows. Dem smider han udover scenekanten sammen med helt nyt materiale, når han opleves ”intimt” fra den store scene, hvor antallet af pladser er reduceret til godt 1.300 for netop at skabe den nærkontakt, der giver stjernekomikeren mulighed for at interagere med publikum.

Jimmy Carr er manden, der har viet sit liv til at lave perfekte vittigheder og har efterladt et hav af latter i sit kølvand, der er trukket over hele verden, hvor han har turneret ikke mindre end 9 gange med flere end 2.000 shows og 2 mio. publikummer, og han er nu på vej rundt på den 10. På turen vil Jimmy Carr fokusere på alt, hvad vi elsker at grine af og blive chokerede over i et utroligt, uforligneligt show, der simpelthen er det bedste af Jimmy Carr.



Kommentarer