Kom og brug lydinstallationen Waveplay

09-10-2018
På Musikkens Plads – fra mandag d. 15. oktober og to uger frem i tidsrummet kl. 12-20.
Af Palle Bjørnstrup

Waveplay er en interaktiv lydinstallation på Musikkens Plads, hvor musik og vand er det centrale omdrejningspunkt. Her kan nordjyderne selv være kapelmesteren og skabe musik ved hjælp af bevægelse.

Det er Stine Kirk Nørregaard og Maja Bundgaard Kallesen fra Arkitektur og Design på Aalborg Universitet, der står bag den oprindelige ide, som nu er blevet videreudviklet og udbudt som case historie på Aalborg Universitets musikuddannelse.

I 2016 udskrev Aalborg Havn og Musikkens Hus en konkurrence om at få den bedste ide til en aktivitet på Musikkens Plads, og nu præsenteres vinder-ideen, der skal skabe endnu mere liv på havnefronten og give nordjyderne en helt særlig oplevelse med musik.

Adm. Direktør Lasse Henningsen fra Musikkens Hus siger: ”Sammen med Aalborg Havn søgte vi en original ide, der passer til området og kommer mange borgere til glæde. Der har været rigtig mange gode bud, og vi er nu landet på en løsning, der appellerer bredt, og som lægger op til, at nordjyderne bruger alle sanserne i mødet med musikken”.

Du bliver selv kapelmesteren. Waveplay vil bestå af fire pavilloner med hver sit lydtema, der alle har vand som omdrejningspunkt på grund af installationens placering helt ned til fjorden.

Her kan forbipasserende blandt andet skabe sine egne bølgelyde, spille klaver eller simulere regndråber ved hjælp af bevægelse i pavillonerne. Lydene kan skabes alene eller sammen med andre, da de fire pavilloner vil spille sammen i en smuk melodi, hvis de aktiveres samtidig.

Adm. Direktør for Aalborg Havn, Claus Holstein, partner i projektet, siger: ”Vi har en fantastisk havnefront her i Aalborg, og den udvikler sig til stadighed. Vi vil rigtig gerne være med til at støtte op om aktiviteter, der retter sig mod fjorden og trækker endnu flere ned til fjorden – om det så er i forbindelse med Aalborg Regatta eller det er en hyggelig aftengåtur ned at se nytænkende lydinstallationer på Musikkens Plads.”

Nu er lejligheden og muligheden der, til at prøve at skabe din egen ”Watermusic”.



Kommentarer