Julemarked i det gamle Aalborg Kloster

13-11-2018
Igen i år skaber 11. Sct. Georgs Gilde julestemning som i gamle dage lørdag d. 24. november kl. 10-15.30.
Af Palle Bjørnstrup

I klosterets smukke refektorium er der dømt jul og julerier med en masse herlige juleting. Der findes boder med mundgodt, hjemmelavede juledekorationer, håndarbejds lækkerier, og også den populære bod med hjemmestrikkede nisser er med igen.

Der er også TOMBOLA med flotte gevinster, og den er både for børn og voksne – og der er ikke bare tombola – der er også LODTRÆKNING om at vinde det flot dækkede julebord, der er opstillet.

Kender man ikke Aalborg Kloster, er der nu mulighed for at lære det bedre at kende. Der er arrangeret RUNDVISNING, og det foregår i tre omgange, kl. 11.00, kl. 12.30 (også på engelsk) og endelig kl. 14.15.

Der er dømt ægte julehygge denne dag i Aalborg Kloster – og 11. Sct. Georgs Gilde vil også gerne kræse for alle gæsterne – derfor er der arrangeret en hyggelig CAFE i klosterets smukke priorstue. Her kan man hygge sig med dejlig gløgg og æbleskiver, nyde stemningen og få en lille sludder.

Så 11. Sct. Georgs Gilde siger velkommen i Aalborg Kloster lørdag d. 24. november, og glæder sig til at julehygge om alle gæster.







Kommentarer


Knud-Erik Rasmussen 21. november 2018 14:23
gamle Aalborg Kloster 24.11 Sct. GG.
Kommer der ikke Lucia optog ca. kl. 14.30 den 24 nov.?