Jazzikonet Wynton Marsalis i Musikkens Hus

07-10-2019
Sammen med det verdenskendte bigband Jazz at Lincoln Center Orchestra d. 11. februar 2020.
Af Palle Bjørnstrup

Det bliver en aften af de helt store, og nordjyderne kan glæde sig til en forrygende aften i jazzmusikkens tegn, når amerikanske Wynton Marsalis gæster Aalborg sammen med det ikoniske bigband Jazz at Lincoln Center Orchestra.

Wynton Marsalis er en anerkendt trompetist, bandleder og komponist og er derudover administrerende direktør og kunstnerisk leder af Jazz at Lincoln Center Orchestra.
Han debuterede med sin første plade i eget navn i 1982 og har siden stået bag flere end 60 udgivelser, der har sikret ham i alt ni Grammy-priser. I 1983 blev Wynton Marsalis den første og indtil videre eneste kunstner, der har modtaget både en klassisk og en jazz Grammy det samme år, hvilket han endda gentog året efter.

Det bliver en jazz oplevelse af de helt store. Jazz at Lincoln Center Orchestra har turneret i flere end 300 byer på tværs af 6 kontinenter og har modtaget et hav af priser herunder som ”Bedst Big Band” i den årlige ”Down Beat Readers´Poll” fra 2013-2016.

Koncerten er en del af den landsdækkende Vinterjazz, der fejrer 20-års jubilæum den 6.-29. februar 2020 i et samarbejde med Musikkens Hus, DR Koncerthuset og Copenhagen Jazz Festival.

Og BEMÆRK, at koncerten er en del af Musikkens Jazzklub, som giver 30% rabat på fire koncerter, samt også giver en række andre fordele.

Så skal du opleve sublim jazz, er det i Musikkens Hus d. 11. februar 2020 kl. 19.30.



Kommentarer