Jazz på topniveau i Musikkens Hus

11-10-2018
Den amerikanske bassist og sanger Katie Thiroux kan opleves lørdag d. 13. oktober kl. 20.00.
Af Palle Bjørnstrup

Katie Thiroux, som denne aften kan opleves i Intimsalen, er hurtigt på vej til at blive et stort navn på den internationale jazzscene. Hendes debutudgivelse ”Introducing Katie Thiroux” fra 2016 blev kåret som ”Årets debut” af flere anerkendte internationale medier, og hendes seneste udgivelse ”Offbeat” fra efteråret 2017 blev af musikmagasinet Downbeat fremhævet som en af de bedste udgivelser i 2017.

Med nutidig og moderne tilgang til jazzfavoritter, bærer Thiroux swingtraditionen videre fra store basmestre som Ray Brown og John Clayton og med en vokal finesse, som kun er set ved ikoniske sangerinder som Anita O´Day og Ella Fitzgerald.
Så man kan glæde sig til in-the-moment jazz, der trækker på den rige historie om musikken fra swing til bebop og videre endnu.

Koncerten er desuden en del af programmet i Musikkens Jazzclub, som er et fællesskab for jazz-entusiaster, der holder af genren og gerne vil have oplevelser med både upcoming og etablerede artister.

De medvirkende denne aften, udover Katie Thiroux, er Martin Schack på pianoet og Matt Witek på trommerne.



Kommentarer