Idrætsmødet inspirerer landets skoler

22-05-2020
Webseminar om bevægelse under coronakrisen i samarbejde med Dansk Skoleidræt.
Af Palle Bjørnstrup

Lærere og pædagoger landet over træder i disse dage på nyt land. Det gælder ikke mindst, når de aktiverer eleverne i idrætstimerne, og når de generelt skal have bevægelse ind i undervisningen, derfor tilbydes de nu online inspiration.

Idrætsmødet 2020 er som bekendt aflyst grundet coronakrisen, men det stopper ikke den vigtige vidensdeling, som er en del af Idrætsmødets DNA.
Koordinator, Morten Arvidsson, fortæller: ”Vi er superglade for, at Dansk Skoleidræt straks var med på ideen. De er en af vores meget gode samarbejdspartnere. Vi ved at langt de fleste lærere og pædagoger har fået udfordringer i dagligdagen med undervisningen og de gældende restriktioner. Vi vil gerne inspirere og give gode råd, så skoledagene bliver endnu bedre for eleverne og lettere at få organiseret for underviserne”.

”Dansk Skoleidræt uddanner hvert år lærere og pædagoger på to ud af tre af landets skoler, så vi har en stor kontaktflade og viden om, hvad der fungerer i praksis inden for bevægelse. I coronakrisen har vi gennem onlineaktiviteter holdt fast i at kunne inspirere underviserne, men selvfølgelig med fokus på afstandskrav og andre retningslinjer. Vores tilpassede aktiviteter er blevet taget godt imod, og vi glæder os til at præsentere en del af dem på webseminarer sammen med Idrætsmødet”, siger Dansk Skoleidræts generalsekretær, Bjørn Friis Neerfeldt.

Webseminarerne kan følges live på både Idrætsmødet’s og Dansk Skoleidræts facebookside, og de bliver efterfølgende gjort tilgængelige på begge parters hjemmesider.



Kommentarer