Huset i Hasserisgade er for børn i efterårsferien

04-10-2019
Der er efterhånden opstået tradition for dette kulturudbud for børn med nærvær og samvær!
Af Palle Bjørnstrup

At det i høj grad handler om børnene kan alene ses af, at her skal børnene betale entre på kr. 30 kr. hvorimod voksne er gratis.

LØRDAG D. 19. OKTOBER KL. 10.00-15.30 er der også fuldt program på aktivitetsmulighederne i Huset. Her er der koncerter for børn, mulighed for at lave musik, at danse, opleve historiefortælling, lave keramik eller dyrke yoga, og den musikalske legeplads i haven er åben for alle, og i Husets Galleri er der fotoudstilling, ligesom der i Husets to caféer serveres vegetarmad og kager.

Denne lørdag er Moster Meta konferencier, og hun skyder dagen i gang med velkomst kl. 10.00 i salen.

Og så er der ellers: Fili Scarab børne- og Familieyoga kl. 10.15-11.00 i det gamle karnevalskontor.

Mellem kl. 11.00-15.00 kan man besøge Husets keramikværksted. Hvor voksne og børn sammen kan udfolde sig kreativt og lege med ler sammen.
Keramikværkstedet brænder jeres kreationer i ovnen, og når de efter et par uger er tørre, kan de afhentes på keramikværkstedet.

I Husets Galleri kan man opleve den syriske fotograf Juan Mahmouds fantastiske billeder.

Der er Byttecentral for tøj og legetøj kl. 11.00-15.00 i lilla 1. sal i 2’eren. Hvorfor ikke bytte i stedet for at smide ud?

Kl. 11.30-12.20 byder TRÆKFUGLENE på familiekoncert med Katrine Suwalski, Simon Winsé, Ayi Solomon trio, og kl. 12.30-13.00 er der Workshop Jam i Husets sal.

Kl. 13.30-14.30 er der Folkedans med Mads Hansens Karrusel i Salen. Har du nogensinde prøvet at danse folkedans til ”Hønsefødder og gulerødder? Nu er chancen der.

Begge Husets caféer er åbne og Café Morgen byder på kaffe og middag mellem kl. 11.00 og 15.00.
Husets Cafe er åben for spisning fra kl. 11.30-13.30

Kl. 14.45-15.30 vil Moster Meta som afslutning på dagen læse op og lave historiebrygning med og for børn i 2’eren øverst.

Så der er multimange chancer for multimange oplevelser i Huset i Hasserisgade i efterårsferien.



Kommentarer