Hanne Boel sammen med Poul Krebs i AKKC

16-04-2018
Det bliver en helt særlig musikalsk oplevelse torsdag d. 11. oktober 2018 i Aalborghallen.
Af Palle Bjørnstrup

To af landets dygtigste sangere kan opleves intenst, når de fortolker og giver nyt liv til hinandens sange.

En lyst til at forene kræfterne, blive inspireret og gå på opdagelse i hinandens musikalitet og udtryksmåde. Det var nogle af de tanker, der lå bag, da Hanne Boel besluttede sig for at invitere Poul Krebs med som gæst på sin kommende efterårsturne.
Til koncerten vil de sammen og hver for sig spille de største hits fra deres respektive bagkatalog. De to stærke personligheder med hvert sit unikke udtryk glæder sig til at dele ud af sig selv til hinanden og i forening skabe en hel speciel musikalsk oplevelse.

Hanne Boel og Poul Krebs fortæller om deres musikalske samarbejde. Hanne Boel fortæller:
”Poul og jeg kan noget helt særligt sammen. Vi har en fælles musikalitet – en fælles intuition -, som gør, at vi nemt og helt naturligt flyder ind i hinandens sange. Det giver mod til at slippe sig løs, og på den måde kan vi give hinandens nye sange nye twists. Poul er en af landets dygtigste sangskrivere, både når det kommer til tekst og musik – derfor glæder jeg mig til at dele scene med ham og mærke, hvordan vi sammen kan skabe noget unikt ved at forene kræfterne”.

Poul Krebs siger: ”Jeg har stor respekt for Hanne. Alt hvad hun har rørt ved gennem årene, har hun gjort ekstremt smagfuldt, og jeg har et varmt hjerte for den måde, hun udtrykker sig på. Derfor blev jeg også meget glad, da Hanne ringede. Jeg elsker nye musikalske samarbejder, og jeg tror, vi begge kan lære nyt. Publikum kan se frem til en særlig oplevelse, hvor vi kan noget nyt sammen, der kan stå stærkt og unikt. Det er en sjov konstellation, og jeg tror, at mine fans vil elske at komme til Hannes koncerter – og omvendt”.

Hanne Boel gentager sin succes fra foråret 2017, hvor hun besøgte koncertsale landet over med et akustisk setup bestående af sine faste makkere – guitaristerne Jens Runge og Jacob Funch – tilsat strygekvartet, percussion og keyboard. Det er også dette band, der vil danne fundamentet for efterårets koncerter, og Poul Krebs indgår i den Hanne Boel’ske setting, der vil skabe en ny ramme om hans sange.

Billetter er i salg, kontakt AKKC´s billetkontor på tlf. 99 35 55 66 eller på akkc.dk.



Kommentarer