Gigantium er nu endnu mere gigantisk

20-09-2021
Torsdag blev snoren klippet til to nye haller, nye fitnesslokaler og nyt aktivt ankomstområde
Af Palle Bjørnstrup

Ikke mindre end en borgmester og to rådmænd skulle der til for at få snoren behørigt klippet i anledning af åbningen af de nye herligheder.

De nye haller kompletterer Gigantium, og den nye forplads er med til at understrege udviklingen i kommunen. Den er bundet op til den kollektive trafik og får en ny flot Plusbus station også.

Alt det nye giver nye synergier. Gigantium bliver udvidet med 4.000 kvm., så totalen nu er oppe på 42.000 kvm. To nye multifunktionelle haller, et nyt cardio- og styrketræningslokale, samt mødelokaler og seminarium skaber flere og nye muligheder for de mange brugere af Gigantium.

Gigantium er derfor klar til at huse fantastiske sports- og kulturevents på allerhøjeste niveau.
Idrætsuddannelsen fra Aalborg Universitet flytter nu også ind i Gigantium, hvilket forventes at give nye muligheder i forhold til samarbejde med foreninger, klubber, de professionelle aktører som eksempelvis Aalborg Håndbold og Aalborg Pirates.

Over årene er Gigantium næsten blevet et billede på Aalborgs generelle udvikling. Da Gigantium stod der, er der siden blevet udvidet med is-arenaen, senere svømmehal og atletikhal og nu disse to nye haller, der er klar til mangeartede funktioner.

Det står fast, at med de seneste udvidelser er mulighederne i Gigantium mange, det er nærmest kun fantasien, der kan sætte grænse for udfoldelsesmulighederne.



Kommentarer