Fuldt hus til Royal Run i Aalborg

07-02-2019
Kun 20 dage skulle det tage at afsætte 12.000 startnumre til Royal Run Aalborg.
Foto: Kristoffer Møller
Af Palle Bjørnstrup

H.K.H. Kronprinsesse Mary kommer som bekendt og deltager i Aalborg, og på hendes fødselsdag d. 5. februar kunne Royal Run Aalborg melde udsolgt af billetter til at deltage i løbet.

Med andre ord giver nordjyderne dermed Kronprinsessen en unik gave i form af en gigantisk løbefest med fulde huse, når hun d. 10. juni kommer til Aalborg for at løbe Royal Run.

Jørgen Hein, formand for Aalborg Atletik & Motion, fortæller: ”12.000 startnumre er afsat, og dermed er loftet nået. Vi har desværre ikke mulighed for at tage flere deltagere ind. Med 12.000 deltagere er vi sikre på, at vi kan give alle en god oplevelse,” siger han og fortsætter: ”Vi er utrolig glade for opbakningen, og ser frem til en fantastisk løbefest sammen med Kronprinsessen i hjertet af Aalborg på 2. Pinsedag.”

Royal Run er også udsolgt i Aarhus, og i København/Frederiksberg er 30.000 ud af 45.000 startnumre afsat.

Den 10. juni åbner Kronprinsen Royal Run med at løbe one mile i Aarhus. Kronprinsessen bakker op om løbet ved at løbe 5 km i Aalborg, og Kronprinsen slutter dagen med at løbe 10 km i København/Frederiksberg.

Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Her deltog i alt 70.575 i løbene.

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen ”Bevæg dig for livet”, et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund.

Information findes på www.royalrun.dk



Kommentarer