Folkekirkens Hus i nyt stort tiltag

06-09-2019
”Bekæmp sult – stop madspild” – oplev det på Aalborg Bæredygtighedsfestival 13. og 14. september.
Af Palle Bjørnstrup

Folkekirkens Hus er aktivt involveret i dette projekt sammen med Folkekirkens Nødhjælp, Budolfi Kirke, Studenterpræsterne og kunstner Benny Vindelev.

Sammen vil de sætte lokal handling bag global fokus og se på, hvordan vi bekæmper sult og madspild, som er under FN’s Verdensmål nr. 12.

Allerede onsdag d. 11. september indbyder Folkekirkens Hus til en spændende aften med overskriften ”Verdensmad og Verdensmål”, som byder på et foredrag af Finn Dyrhagen, der med præste- og undervisningsbaggrund har beskæftiget sig intensivt med verdensmålene, og som har været på studiebesøg i Uganda.
Kunstneren Benny Vindelev vil undervejs lave en workshop, hvor han stiller spørgsmålet: Hvad kan vi gøre?
Resultaterne af workshoppen vil kunne ses i teltet på bæredygtighedsfestivalen, og de bedste forslag vil blive præmieret.
Sidst - men ikke mindst – vil alle få serveret en ”verdensplatte” lavet af Folkekirkens Hus’ Café af mad leveret af Folkekirkens Nødhjælps Wefood forretning i Aarhus og forskellige lokale leverandører.

At der er behov for en særlig indsats, kan illustreres ved, at danskerne hvert år smider mere end 700.000 tons mad ud. Det svarer til hver femte indkøbsvogn ender direkte i skraldespanden. Samtidig sulter flere end 800 millioner mennesker på verdensplan. Det er et skisma, der er til at få øje på.

Dette tema vil man kunne opleve uddybet på den fælles stand på Aalborg Bæredygtighedsfestival d. 13. og 14. september.



Kommentarer