Ført bag lyset af Aalborg Kommune…

06-07-2020
Hasserisavis.dk er blevet kontaktet af Tina og Kasper Strandvig, som er naboer til tidligere børnehave.
Af Palle Bjørnstrup

Det handler om udsigterne for den tidligere børnehave i Gl. Hasseris, der midt under coronakrisen er blevet solgt til ejendomsselskabet Egetbo Ejendomme for 4,4 mio. kroner.

”Vi undrer os meget over udviklingen”, siger Tina og Kasper Strandvig. ”Vi er som nævnt naboer til den tidligere børnehave. Alene det, at den bliver handlet til 4,4 mio. kroner, når den seneste ejendomsvurdering fra 2018 viser 6,6 mio. kroner kan undre – men det undrer os også, at en bygning på grunden, der er klassificeret med høj bevaringsværdi, må forventes jævnet med jorden for at give plads til 12-14 boliger”.

At den gamle bygning har en høj bevaringsværdi skyldes bl.a. at der er tale om et arkitektonisk velproportioneret langhus med stråtag fra 1877.

Bygningen var oprindeligt stuehus i en firlænget gård (Anders Skalborgs gård), hvoraf de tre staldlænger stadig består som hhv. nyrestaurerede og nyopførte efter en brand i 2004. De tre staldlænger udgør i dag den private ejerforening Las Poulsens Have med ni boliger.

I sagen fremfører Tina og Kasper Strandvig yderligere, at der i den gældende lokalplan 3-3-105 fra 2009 fremgår, ”at den væsentligste interesse i dette område er bevaringsinteressen, og området skal indrettes og bruges i respekt for denne. På langt sigt er det vigtigt for bevaringen af helheden i den 4-længede gård, at der bliver få ejere”.

Yderligere fremgår det af lokalplanen, at børnehavebygningen på langt sigt kan overgå til maksimalt to private boliger, og det ubebyggede areal på grunden i så fald skal anvendes som have for boligerne.

Med udsigten til 12-14 boliger på grunden lægges der således op til at bryde fundamentalt med de grundlæggende vilkår og hensyn i den gældende lokalplan, som Aalborg Kommune ellers har stillet beboere og tilflyttere i udsigt siden 2009.

”Som tilflyttere”, siger Tina og Kasper Strandvig ”har vi haft en klar forventning om, at en relativ ny lokalplan fra 2009 er langtidsholdbar og definerende for den fremtidige og langsigtede udvikling af nærområdet.

Vi føler os således ført bag lyset af Aalborg Kommune, hvis planerne føres ud i livet, og kommunen bruger store administrative ressourcer på en ny løsrevet og selvstændig lokalplan
kun for den tidligere børnehavegrund”.

Derfor håber Tina og Kasper Strandvig, at politikkerne i Aalborg Kommune tænker sig om en ekstra gang, inden de blåstempler en ny lokalplan, hvor de bryder med bevaringsværdien og helheden af den 4-længede gård og lader 12-14 boliger opføre på en grund, hvor de hidtil selv har ment, at der højest bør være to.



Kommentarer