Fjordmarathon vokser – allerede 25% flere

29-06-2017
Selvom Fjordmarathon først afvikles d. 3. september kl. 10 er der mange tilmeldinger.
Af Palle Bjørnstrup

Gitte Melph fra Fjordmarathon er glad for at kunne fortælle, at på nuværende tidspunkt i 2017, kan hun konstatere 25% flere tilmeldinger til løbet.

Hun fortæller, at hun tror, at nordjyderne har taget løbet til sig, og at mange arbejdspladser kan se fordelen i, at medarbejderne kan udfordre sig individuelt på mange forskellige distancer og samtidig hygge sig sammen bagefter.
Tidsplanen er nemlig tilrettelagt således, at uanset om man eksempelvis deltager på en 10 km distance eller et halvmaraton, så kommer man typisk i mål indenfor en kort tidsramme, så der bliver både tid til at heppe på hinanden, begejstre sig sammen og slappe af sammen bagefter i området omkring målområdet.

Der er faktisk 5 distancer at vælge mellem for de voksne og så er der et børneløb for de mindste. Distancerne er henholdsvis 2 km walk, 2 km børneløb, 5 km, 10 km, halvmaraton og maraton. De starter alle fra Slotspladsen mellem Aalborghus Slot, Toldbod Plads, havnebassinet og Utzon Centeret og løber omkring Musikkens Hus på vejen ned mod Limfjordsbroen.

Alle distancer fra 5 km og opefter krydser Limfjordsbroen, så man løber både i Vendsyssel og i Himmerland. Ruterne er fulde af sanseindtryk natur, by, seværdigheder, underholdning og heppende tilskuere langs med ruterne.

Det er vigtigt for motivationen at have tilmeldt sig, og dermed have et betydningsfuldt mål efter sommerferien. Der er nu 10 uger til løbets start, og der er mulighed for at deltage i løbetræning til løbet, de 2 første mandage i juli, og de tre sidste mandage i august. Det starter hver gang kl. 17.00 ved Stolpedalsskolen i Aalborg.

Tilmelding og evt. mere information kan fås på fjordmarathon.com.




Kommentarer