Fem årtier i Papegøjehaven skal markeres

02-08-2019
Familien Mouritzen kan i år fejre 50-års jubilæum som forpagtere af Restaurant Papegøjehaven.
Af Palle Bjørnstrup

De 50 år i Papegøjehaven vil familien fejre med nostalgiske madoplevelser til restaurantens frokostgæster i perioden fra 12.- 17. august 2019, og de 50 år fejres også med 50 kr. i jubilæumsrabat på frokosten i denne periode.

Hele familien Mouritzen, bestående af Peter, hustruen Bodil og deres børn, Lars, Lotte og Anders, har på forskellig vis være tilknyttet driften af restauranten i årenes løb.
Peter og Bodil havde deres daglige virke i restauranten fra 1969. I 2003 trådte Peter efter 35 år tilbage og overlod jobbet til fordel for sin søn Lars Mouritzen. Bodil stoppede i 2006, og samme år blev datteren Lotte ansat som Bookingchef. Sønnen, Anders, har været ansat i sine ungdomsår, men kommer i dag kun som en kærkommen gæst.

Men det er ikke nok med 50-års jubilæum. Faktisk er det 100 året for familien som restauratører i Aalborg. I 1919 købte Peters farfar, Peter Hansen Mouritzen, Park Hotel i Aalborg, og derfor indgår begge jubilæer i det nye jubilæumslogo.

Gæsterne skal mærke jubilæet, derfor vil der blive jubilæumsaktiviteter året ud. Den næste aktivitet går løs nu med MAD, DER VÆKKER MINDER.
Derfor vil der være signaturretter fra de fem årtier familien har forpagtet restauranten på restaurantens populære Papegøjefrokost.
Det vil f.eks. betyde en rejecocktail, en ikonisk citronfromage eller den velkendte ”lørdagskylling”. Disse retter er siden blevet erstattet med rillette, tortillas og tapas.

Lars Mouritzen siger: ”Det er en stor ære, og ikke mindst et stort ansvar, at få lov at bidrage til den oplevelse, nationale såvel som internationale gæster får i Aalborg og i særdeleshed i AKKC. Vi har siden 1969 gjort vores ypperste for, at kongres- og kulturgæster samt vores frokost- og selskabsgæster går glade og mætte herfra, og det bliver vi ved med”.



Kommentarer