Ekstra Kim Larsen arrangement på Aalborg Teater

08-10-2018
460 billetter blev revet væk, derfor ekstra arrangement lørdag d. 13. oktober kl. 11.00,
Foto: Allan Toft
Af Palle Bjørnstrup

Så nu er meldingen fra Aalborg Teater, at der bliver Kim Larsen Fællessangsarrangement lørdag d. 13/10 både kl. 11.00 og kl. 13.00.

Så der vil stadig være mulighed for at være med til at synge med og hylde en af vor tids store kunstnere med fællessang på Aalborg Teaters Store Scene – og det er med forsangere som blandt andre skuespillerne Jørgen W. Larsen, Kathrine Høj Andersen, Steffen Berenthz og øvrige medlemmer af teatrets ensemble. De vil synge for i nogle af Kim Larsens mest kendte og elskede sange.

Arrangementet er GRATIS – men billetter skal hentes via teatrets hjemmeside.

Kim Larsen – hele Danmarks troubadour, gavflaben, popmusikeren, spillemanden, kunstneren, ja hvad er han ikke blevet kaldt. Han kunne som ingen anden forene danskerne på tværs af både generationer og landsdele. Hans sange har sat sit præg på alle danskeres liv og hverdag, fra barndommen, ungdommen, den første forelskelse, det første brud, den store familiefest og meget andet.
Larsens sange vil altid være en del af os alle, en del af vores lydtapet, en del af vores kulturarv, ja ordene kan næsten ikke blive stærke nok.

Så lune Larsen – hva´ gør vi nu – jo vi bærer din musik og din historie med os og hylder dig med et stort fælles sangarrangement – kom og vær med til at synge sammen denne lørdag i Aalborg Teater.

Teatercafeen vil være åben og der er mulighed for at købe forfriskninger.



Kommentarer