Det går rapt med Anden i AKKC – 2 x udsolgt

04-01-2019
De to shows til ”Anden Bringer Ud” blev udsolgt på under en måned. 2.600 sikrede sig billet.
Af Palle Bjørnstrup

Der kan næsten ikke siges andet end, at Anders ”Anden” Matthesen må siges at være en populær herre med et veloverstået jubilæumsshow i efteråret og animationsfilmen Ternet Ninja, der lige nu slår rekorder i biograferne.

Normalt sættes et stand-up-show i salg op til to år før spilledagen. Sådan er det ikke med Anders ”Anden” Matthesen. Han gik ud med sit nye show i december med kun halvanden måned til spilledagen d. 19. januar i Aalborghallen. Første show blev sat i salg 7. december, og dette show blev udsolgt i løbet af den første weekend, derfor blev et ekstra show samme dag sat i salg. I løbet af julen er dette andet show også blevet udsolgt – så derfor er der nu oprettet en venteliste til dem, der ikke nåede at købe billetter.

Efterhånden er der ikke mange danskere, der ikke ved hvem Anders ”Anden” Matthesen er, og særligt i denne tid er hans navn på manges læber. Efter succesen med sit 25-års jubilæumsshow i Royal Arena og Boxen i Herning med titusinder af publikummer, ønskede Anders Matthesen at vende tilbage til den mere traditionelle stand-up scene. Derfor skabte han ”Anden Bringer Ud”, der nu bringer ham til AKKC, og hvor han går tilbage til rødderne – bare Anden og en mikrofon.

Senere i 2019 er der mere Anders Matthesen på programmet i AKKC – dog i en mere indirekte form, da det er Terkel – The Musical, der kommer til Aalborghallen d. 24.-28. april.
Musicalen er baseret på Anders Matthesens kendte, og første, animationsfilm, Terkel i Knibe, der tog danskerne med storm i 2004 og solgte mere end 375.000 billetter i de danske biografer.



Kommentarer