Det blev skuespiller Ferdinand Falsen Hiis!

24-06-2020
Legatet ”Årets skuespiller i Nordjylland” er blevet uddelt på Aalborg Teater.
Af Palle Bjørnstrup

Legatet er indstiftet af Torben Vejs Fond, og det blev for første gang uddelt i 2012.

Formanden for Torben Vejs Fond, advokat Jens Rye Andersen, overrakte legatet til Ferdinand Falsen Hiis og sagde bl.a. i sin tale:

”Årets Skuespiller i Nordjylland 2020 er en formidabel og eminent skuespiller, som publikum bjergtages af med det talent og den virtuositet, som han præsterer på en scene. Man drages mod den figur han fremstiller, og hans blik når helt ned på de bagerste rækker, uanset om det er den søde, elskelige og lettere naive kylling i Rockulven, den flotte usympatiske machimo Helmer i Et Dukkehjem eller den psykisk ustabile og farlige morder Raskolnikov i Forbrydelse og Straf – så drages man som tilskuer mod det fremragende karakterarbejde og den markante tilstedeværelse på scenen, som man oplever.
Ferdinand Falsen Hiis er en skuespiller man skal holde godt øje med”.

Med æren følger et legat på 25.000 kr.

Årets prismodtager er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2017 og har været en del af Aalborg Teaters ensemble siden 2017.

På Aalborg Teater har han i de sidste to sæsoner blandt andet medvirket i West Side Story, Et Juleeventyr, Et Dukkehjem, Figaros Bryllup, Cyrano, Fanny og Alexander og Forbrydelse og Straf.

Ferdinand Falsen Hiis modtog i 2018 Reumert Talent Prisen for sin rolle i Cyrano.



Kommentarer