Der må komme en tid efter coronavirusset

16-03-2020
Den 25. oktober kl. 20.00: Jesus Christ Superstar 50 års jubilæumskoncert af den tidløse rockmusical.
Foto: Lisa Grünwaldt
Af Palle Bjørnstrup

Det sker i Musikkens Hus, Koncertsalen, og det er Danmarks Underholdningsorkesters store 50 års jubilæumskoncertudgave af den tidløse rockmusical.

De samlede cast til denne storslåede musicalsucces er nu på plads. ErannDD indtager hovedrollen som Judas, mens Christoffer Brodersen skal fortolke Jesus i den stjernespækkede musicalkoncert. De slutter sig til allerede offentliggjorte Fallulah i den kvindelige hovedrolle som Maria Magdalene. Derudover kan man blandt andre opleve Martin Brygmann og Bjørn Fjæstad som de magtfulde Kong Herodes og Pontius Pilatus.

Direktør for Danmarks Underholdningsorkester, Andreas Vetö, siger: ”Vi har samlet et team af landets dygtigste sangere til at fortolke alle de fantastiske sange i Jesus Christ Superstar sammen med Danmarks Underholdningsorkester. Jeg tør derfor godt love, at publikum kan se frem til en af de bedste vokale musicaloplevelser nogensinde”.

Danmarks Underholdningsorkester er landets eneste musikerejede orkester og har eksisteret som sådan siden januar 2015. Orkestrets rødder strækker sig dog 80 år tilbage til grundlæggelsen i 1939 og har især opnået bred international anerkendelse igennem dets 20-årige samarbejde med chefdirigent, Adam Fischer, og har samtidig bevaret en skarpsleben populærmusikalsk profil. Med den ballast ønsker Danmarks Underholdningsorkester at bringe den symfoniske musik ind i fremtiden ved at skabe nye formater, der hviler på en stadig mere raffineret evne til at være i tær kontakt med det publikum, der søger de store oplevelser med orkestermusik inden for både den rytmiske og den klassiske genre.



Kommentarer