Den Nordjyske Ledelsespris 2019

13-09-2019
For 12. år i træk skal Nordjyllands bedste leder findes – Ledelsesprisen uddeles til november.
Af Palle Bjørnstrup

Det bliver fredag d. 22. november, at den Nordjyske Ledelsespris 2019 bliver uddelt til landsdelens bedste leder.
De nominerede skal indstilles til prisen af sine kolleger, og det er god tid endnu til at tilmelde sin egen leder, SIDSTE FRIST for indstillinger udløber ONSDAG D. 23. OKTOBER 2019 KL. 12.00.

For at komme i betragtning til Den Nordjyske Ledelsespris er det en forudsætning, at den pågældende person er leder eller ejer af en virksomhed eller organisation i Region Nordjylland og udøver personaleledelse i det daglige. Derudover vil lederen blive udvalgt efter følgende kriterier:
*Lederen evner i høj grad at skabe et godt arbejdsmiljø i afdelingen/virksomheden.
*Lederen opnår positive mål og resultater.
*Lederen motiverer medarbejderne til at udvikle og vedligeholde de nødvendige digitale og/eller teknologiske kompetencer.
* Lederen har en høj grad af troværdighed, integritet og ledelsesmæssigt mod.

”Der er mange dygtige ledere i Nordjylland, og dem vil vi gerne sætte fokus på og anerkende for deres gode arbejde” udtaler Pernille Simonsen fra Lederne Himmerland.

Partnerne bag ledelsesprisen er UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark. Sidste års vinder var Michael Jacobsen, der er administrerende direktør i EICO A/S.

Fra Nordjyske Bank udtaler bankdirektør, Carl Pedersen: ”Vi er stolte over igen i år at være med til at hylde de dygtigste nordjyske ledere. Vi prioriterer selv ledelse og løbende uddannelse af vores ledere højt, og al erfaring viser jo, at tilfredse medarbejdere og ledere til syvende og sidste er det, der skaber det bedste fundament for vækst. Derfor synes vi, at det er helt oplagt at sætte fokus på dygtige ledere i Nordjylland og gennem prisen at værdsætte deres engagement og præstationer”.

Så hvis man har en leder, som brænder for sit job og sine medarbejdere, så er man mere end velkommen til at indstille vedkommende til prisen!



Kommentarer