Danskerne køber hus efter energiforbrug

21-06-2018
Det viser en ny undersøgelse Spar Nord har lavet sammen med rådgivningsfirmaet EBAS.
Af Palle Bjørnstrup

Analysen fortæller, at syv ud af ti danskere køber hus efter energiforbrug. Faktisk betaler 70% af boligkøberne gerne mere for en bolig med god isolering og lavt energiforbrug. Med andre ord er boligens energiforbrug for mange huskøberes vedkommende lige så vigtig som tilstanden på huset. Et lavt energiforbrug er nemlig med til at sikre, at huset ikke koster boligejerne unødigt mange penge på længere sigt.

Her er energimærket et godt pejlemærke for, hvor god energimæssig stand boligen er i og dermed, hvor meget komfort og hvor stor en udgift, man kan forvente. Derudover er det selvfølgelig relevant for sælger at undersøge, hvilke energirenoveringer, der økonomisk set giver mening, hvis huset skal sælges.
Men energirenoveringer er ikke kun aktuelle i forbindelse med salg, der kan være betydelige besparelser at hente på varme og el ved selv overkommelige renoveringer, som f.eks. at skifte det gamle oliefyr ud med en varmepumpe, som er mere energivenlig og billigere i drift, ligesom det er relativt ukompliceret og omkostningslet at få isoleret hulmure, etageadskillelser og loft.

Mange danskere overvejer energirigtige tiltag i deres bolig. Undersøgelsen viser også, at hver tiende dansker overvejer at låne penge til at energirenovere deres bolig netop nu. Det skyldes naturligvis, at lånemulighederne er gode og at renterne er lave i øjeblikket.

”Derfor ser vi også rigtig mange boligejere, der gør det”, siger afdelingsdirektør Steffen Glarbjerg, Spar Nord Bank, Hasseris: ”det er nemlig ikke kun en god investering i det daglige budget, men også en investering på sigt – både når det gælder komfort og økonomien. Sidegevinsten er, at energirenovering, som oftest, også er med til at forøge værdien af boligen, da den bliver mere attraktiv for potentielle købere, når den på et tidspunkt skal sælges.”

”Og der er jo ingen tegn på, at energi i fremtiden vil blive billigere, så derfor kan jeg kun opfordre boligejere til at undersøge, hvad givne energirenoveringstiltag koster, og derefter forholde sig til, hvornår investeringen er tjent hjem”, siger Steffen Glarbjerg og fortsætter:
”Samtidig med at man energirenoverer kan man også sikre sig øget sikkerhed. Danmark er et af de mest indbrudsplagede lande i Europa. Alligevel er der mange huse med ældre vinduer og døre, som er alt for lette at bryde op.”

”Nye vinduer og døre vil ikke kun reducere boligejernes varmeudgifter, men kan også være med til at spare dem for en ubehagelig oplevelse, som et indbrud. Også af den grund er det værd at have fokus på energimærkningen, når man køber hus. Så hvis man skal i gang med at energirenovere, er det en god ide at tænke på vinduer og døre også i den sammenhæng”, slutter afd. direktør Steffen Glarbjerg, Spar Nord Bank i Hasseris.




Kommentarer