Borgerne blev igen ignoreret

12-09-2017
Værsgod - her er tre lyskryds, og så er det trafikale klaret i forhold til Sofiendal Enge.
Af Jens Skovgaard

Lokalplanen for Sofiendal Enge blev mandag vedtaget af Byrådet, som dermed ignorerede de mange indsigelser fra bekymrede borgere. Man forstår efterhånden godt, at rigtig mange borgere giver op overfor det magtfulde bureaukrati og flertallet i Byrådet, som åbenlyst ignorerer borgernes ønske om en sammenhængende politik for byudviklingen.

Set lidt fra 'helikopterperspektiv' er byudviklingen bestemt af to ting: Fortætning og udviklernes uhæmmede jagt efter profit. Begge dele sker på borgernes bekostning, og mange udtrykker bekymring, eller ligefrem vrede. Men på trods af, at valgdagen nærmer sig, sætter politikerne åbenbart deres lid til, at hukommelsen er kort, og alternativet er for venstreorienteret til, at man tør stemme på dem.

Men er det virkelig det politikerne ønsker? Med deres adfærd lægger de ved til bålet, der nærer politikerleden: En følelse af at man, som borger, bliver bedraget af politikernes ord om, at de skam gerne vil lytte, men ud over at lytte er der ingen imødekommenhed eller vilje til at løse nogle af de problemer, som borgerne igen og igen påpeger.

Konkret blev der i sagen om lokalplanen for Sofiendal Enge indsendt 61 indsigelser. Udover, at der blev rejst spørgsmålstegn ved det fornuftige i at bygge 1000 boliger i et sumpområde, blev de afledte trafikale problemer gentaget og gentaget. - Vi kan da overveje at lave et lyskryds mere på Letvadvej var Rådmandens geniale løsningsforslag.
Men kære Hans Henrik Henriksen og medløbere. Det løser jo intet, og samtidig tenderer det til at gøre nar af borgerne, for det viser jo klart, at det store flertal i Byrådet er ligeglade med borgerne. Det er ikke blot bekymrende; det er katastrofalt for vores by, at vi har et Byråd, der ikke tager borgerne i Aalborg seriøst.





Kommentarer


Torben Skovgaard 13. september 2017 06:34
Mangler i ikke at fortælle, at Enhedslisten og SF, som de eneste partier stemte imod?