Borgermøde om Gl. Hasseris Landsbys fremtid

13-05-2019
Rådmand Hans Henrik Henriksen har nu inviteret til Borgermøde om Gl. Hasseris Landsbys fremtid mandag den 27. maj på Hasseris Gymnasium.
Af Jens Skovgaard

Gl. Hasseris Landsbys fremtid er sat til debat. I øjeblikket er en såkaldt fordebat i gang, hvor Aalborg Kommune håber at få idéer, synspunkter og forslag fra borgerne.

Fordebatten var oprindeligt udmeldt til at skulle foregå i perioden 29. april til 26. maj 2019. Men fordebatten er nu blevet forlænget frem til 31. maj, fordi der mandag den 27. maj kl. 19.00 til 20.30 afholdes et Borgermøde på Hasseris Gymnasium.

På Borgermødet vil Rådmand Hans Henrik Henriksen indlede, hvorefter Afdelingsleder Henrik Thomsen vil orientere om fordebatten. Derefter er der afsat ca. 1 time til en workshop, som vil foregå ved borde, hvor deltagerne sammen med medarbejdere fra Aalborg Kommune vil kunne drøfte planen, og stille spørgsmål. Afslutningsvis afrunder Rådmanden.

Der bliver altså ikke tale om et Borgermøde i traditionel forstand, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål eller fremkomme med synspunkter i plenum. Formålet med workshopformen er i højere grad at åbne op for en dialog, og for kommunen at indsamle mere konkrete synspunkter og forslag.

På Gl. Hasseris Landsbys Facebookside kan man konstatere en stor interesse for sagen, men også se nogen forvirring omkring formålet og indholdet. Årsagen er blandt andet, at den direkte anledning til fordebatten angives at være en ansøgning om at bebygge Bygaden 20, hvor gården Karensminde ligger, og nabogrunden Bygaden 22. En såkaldt Startredegørelse blev godkendt på By- og Landskabsudvalgets møde den 25. april. Under samme pkt. på dagsordenen indstillede Forvaltningen, at der blev gennemført en fordebat i en 4 ugers høringsperiode. Formålet med fordebatten er imidlertid ikke begrænset til sagen om Bygaden 20 og 22, men omfatter et større antal grunde i Gl. Hasseris Landsby, herunder to større arealer ejet af Aalborg Kommune. Fordebatten omfatter derfor alle de områder, hvor det er muligt at bygge i Gl. Hasseris Landsby, og ikke kun de to grunde, som selve punktet drejede sig om.

Hertil kommer, at det af opslag på Facebookgruppen fremgår, at ikke alle beboere i Gl. Hasseris Landsby tilsyneladende har fået brev om fordebatten, ligesom det er uklart, om beboere omkring landsbyen er blevet informeret direkte.

Da brevet er udsendt via e-boks, er der sikkert også en del beboere, der endnu ikke har set brevet. Man kan læse om borgermødet og fordebatten på Aalborg Kommunes hjemmeside under Kommuneplanen, Nyheder eller via dette link: http://www.aalborgkommuneplan.dk




Kommentarer