Børnemuseum lukker – men …

08-01-2021
Aalborg Børnekunstmuseum giver nu Stafetten videre til Kunsten Kreativitarium
Fra venstre: Helle Vester Nielsen, Kit Tønnes og Peter Juul, leder af Kunsten Kreativitarium.
Af Palle Bjørnstrup

Aalborg Børnekunstmuseum så dagens lys tilbage i 1990, da initiativtager og formand gennem 30 år, Helle Vester Nielsen grundlagde børnekunstmuseet, da man dengang ikke syntes, at børnekunst blev taget seriøst… der fandtes f.eks. ikke museer, der udstillede børnekunst. Siden da er der kommet mange tilbud til, og næstformand Kit Tønnes, der siden kom med i arbejdet, føler at de har fuldført deres intentioner.

Derfor giver de nu stafetten til Kunsten, som har været en virkelig god samarbejdspartner siden 2006, siger Kit Tønnes.

Det hele startede da Helle Vester Nielsen sammen med fire kolleger lavede en udstilling om børnekunst som en afslutning på en efteruddannelse på lærerseminariet i Aalborg.
Udstillingen foregik på Kunstpavillonen i Søndergade. Det blev en succes og førte efterfølgende til, at man i samarbejde med Aalborg Kommune, fik etableret Aalborg Børnekunstmuseum som en forening.
Museet fik til huse i kælderen under Hobrovejens skole, hvor der hvert år var tre-fire udstillinger, som der var stor opbakning til.
Udstillingerne havde hver gang et tema og involverede ikke blot lokale kreatører, men også børn fra udlandet, f.eks. kinesiske, grønlandske, rumænske og afrikanske børn.

Da Hobrovejens skole blev nedlagt som folkeskole, måtte der tænkes i nye baner. De to ildsjæle kontaktede daværende museumsdirektør på Kunsten, Nina Hobolth, der var begejstret for ideen om at udstille børnekunst på museet – derfor har Børnekunstmuseet de sidste 14 år udstillet på Kunstens vægge ved cafeen.

Det er på mange måder en god løsning. Vi behøvede dermed ikke længere at bemande børnekunstmuseet hver dag. Men det praktiske arbejde var ikke det vigtigste for os, det er mere vigtigt at opleve børnenes stolthed og glæde ved, at deres arbejde bliver taget seriøst af landsselens store, fine museum, siger Kit Tønnes.

Helle Vester Nielsen supplerer, vi tror også, at vi har hjulpet Kunsten med at tiltrække et stort publikum, der normalt ikke ville komme, og dermed har vi uden tvivl været med til at afdramatisere Kunsten, som værende et sted kun for kunstkendere.

Det er naturligvis med vemod, at vi lukker ned. Vi har haft mange fantastiske oplevelser. Men nu glæder vi os over, at vi har været med til at sætte fokus på børns kunstneriske udtryk, og at vores arbejde har betydet noget, siger Helle Vester Nielsen og Kit Tønnes.

På Kunsten er leder af Kunstens Kreativitarium Peter Juul, parat til at gribe stafetten fra de mange års arbejde med børnekunst, og implementere projektet i husets arbejde, så der fortsat kan arbejdes med en profil, der hedder børnekunst.



Kommentarer