Biblioteket tilbyder digitale magasiner

13-06-2018
Gennem biblioteket kan du få adgang til mere end 300 e-magasiner på tablet og telefon.
Af Palle Bjørnstrup

Digitale udgivelser er populære som aldrig før. Gennem servicen RB Digital kan alle lånere hos Aalborg Bibliotekerne få adgang til de digitale medier.

I langt de fleste tilfælde, hvis man spørger, hvad man kan låne på biblioteket, vil svaret sikkert være: ”Det er jo indlysende. Bøger selvfølgelig!” Men bibliotekerne har de senere år fået endnu flere tilbud på paletten, og et af disse tilbud hedder RB Digital, og det er en service, der giver adgang til mere end 300 magasiner i alle mulige afskygninger – og helt sikkert også et område, der kan understøtte den hobby eller interesse, man måtte have.

Der er allerede godt gang i anvendelsen af RB Digital, det viser statistikkerne, og de fortæller f.eks. også, hvad der er de mest populære. Her i Nordjylland er det ”Alt og Data” og ”Datatid”, men succesen bunder nok i, at det er de to eneste magasiner, som er til rådighed på dansk.

Om de engelsksprogede magasiner fortæller statistikken, at det er The Economist og The New Yorker, der scorer højest. Statistikken fortæller dog også, at vi nordjyder ikke er helt så meget optaget af de store verdens nyheder, som de er i resten af landet.
Til gengæld er interessen for fotografering stor, idet ”Amateur Photographer” og ”Photography Week” er i top 5 over de mest læste magasiner i regionen.

Udvalget af magasiner er så stort, at der er noget for alle, uanset om det er sport, strikning, film, mode, kæledyr eller planlægning af sommerferien. You name it.

Adgangen til RB Digital går gennem dit biblioteks hjemmeside. Når du er oprettet som bruger, kan du læse magasinerne på nettet eller i RB Digital Appen, som fås i App-store og Google Play Store.

Her er der adgang til et væld af magasiner om alt muligt, så det er blot at komme i gang.




Kommentarer