Bibliotekerne skærer igennem valgflæsk

15-05-2019
VælgerKAMP – for alle, tirsdag d. 21. maj kl. 17-19. Vælgermøde målrettet unge torsdag d. 23. maj kl. 18-20.
Af Palle Bjørnstrup

Den 21. maj sørger Aalborg Bibliotekernes debatteam (KAMP) for, at dit spørgsmål høres i en dialogrunde mellem publikum og repræsentanter for de opstillede partier.

Den 23. maj er Lasse Rimmer på banen og bruger sine talegaver på unge, lokale folketingskandidater i et vælgermøde forbeholdt unge og førstegangsvælgere.

Christian Langelund, arrangør af vælgerarrangementet for unge, fortæller: ”Hvis du ikke på en eller anden måde er lidt forvirret over, hvad der sker i dansk politik i øjeblikket, så lever du sandsynligvis i en bunker fjernt fra alting – med vores arrangement vil vi gerne forhindre, at du som ung eller førstegangsvælger ikke vender ryggen til stemmeboksen af den grund – eller helt overser fidusen ved at gå hen og stemme, fordi du tror, det ikke nytter”.

Derfor anføres ungearrangementet d. 23. maj af komiker, tv-vært m.m. Lasse Rimmer. Stik imod sin fortid som Jeopardy-vært er det denne gang ungdomspolitikerne, der kommer med svaret, og Rimmer der stiller spørgsmålene.

Til arrangementet d. 21. maj er unge selvfølgelig også velkomne, men her bliver det nødvendigt med en stram styring, der kan give plads til spørgsmål fra salen.
Ligesom ved unge-arrangementet indbydes repræsentanter fra samtlige 13 partier, og for at ingen skal løbe med taletiden, opereres der med skarpe 2 minutters rammer, når det kommer til respons, præsentation og kommentarer. Som ved alle KAMP-arrangementer åbnes der op for direkte spørgsmål fra salen, efter en kort indledende temarunde.

Begge vælgermøder afholdes på Aalborg Hovedbibliotek (Glashjørnet).



Kommentarer