Bibliotekerne kører stort naturtema

16-09-2020
Bibliotekerne rykker ud i naturen og byder bl.a. på vildsjæle og elektriske bål.
Af Palle Bjørnstrup

I ugerne 37-42 kan man på bibliotekerne deltage i debatter, højtlæsnings-arrangementer, naturvandringer og en national konkurrence om at skrive landets vildeste bålhistorie (baalhistorier.dk) Alt sammen naturligvis tilpasset de gældende Corona-forskrifter.

Og vi har i høj grad fået appetit på mere natur. Da Corona-nedlukningen i foråret stod på sit højeste var naturens vores bedste ven. Det samme gjaldt litteraturen. For både bogen og naturen har vist sig at være størrelser, vi kan bruge til at slippe bort med, åndehuller bort fra hverdagen.

En debat d. 22. September – mellem Frank Erichsen (Bonderøven) og biodeversitetsforskeren Torben Nygård Kristensen, skal således se på, hvordan man kan genetablere og prioritere den vilde natur inden for den enkelte kommune.
Debatten streames til hele landet, og har man spørgsmål til, hvordan man kan deltage i genetablering af natur og lokal rewilding, så er det her, man skal tune in.

Bibliotekerne håber at hele kampagnen kan medvirke til at skabe en ny bølge af vildsjæle.
Mennesker, der påskønner og kæmper for det skønne i vildnisset, og som vil gå på opdagelse i det sjældne, det vilde og uforstyrrede, og ikke mindst den tilhørende litteratur.

Ved mange biblioteker oprettes der netop højtlæsning fra litteraturen. Det sker omkring indendørs elektriske bål, mens levende flammer tager over til arrangementet ”Nat i naturen”, hvor der er lagt op til højtlæsning.

Til denne event opfordres alle borgere til at tilbringe en nat udenfor, under den åbne himmel – gerne med en fortælling at læse højt fra – ved bålet.

Alle aktiviteterne styres og koordineres af Aalborg Bibliotekerne og der vil løbende blive meldt ud om de enkelte arrangementer og events.



Kommentarer