AySay + Tundra på Husets Hybrid Scene

14-05-2018
Koncerten er fredag d. 18. maj 2018 kl. 20.30 - Oplev en koncert med et pift af orientalsk lyd.
Af Palle Bjørnstrup

AySays lyd har udgangspunkt i forsangeren Luna Ersahin, der med sine dansk/tyrkiske rødder, bringer den mellemøstlige folkemusik ind i den vestlige musikkultur.

I spændingsfeltet skabes en stemning, der farves af tekster på dansk såvel som tyrkisk.

Luna Ersahin siger: ”AySay er mit musikalske identitetsprojekt. Det er et forsøg på at skabe en helstøbt lyd, man ikke vil kalde en blanding mellem to stiler eller kulturer. Ligesom man ikke ser på mig og tænker, at der er en halv tyrker og en halv dansker. Jeg er et helstøbt menneske”.

21-årige Luna Ersahin kommer fra et hjem, hvor musikken altid har fyldt meget. Hendes tyrkisk-kurdiske far har hele livet spillet saz, og hendes danske mor, guitar. Sammen har de sunget meget i hjemmet. Men det var først lige før gymnasietiden, at hun for alvor begyndte at forholde sig mere til den tyrkisk-kurdiske musik.

Tundra vil denne maj aften spille et akustisk sæt, hvor de med orientalsk strengespil og percussion, vil tage publikum med på en rejse rundt i verden, med Sofie Troldes nordiske klang som bindeled til den fælles musikalske rod, som er så stærk i bandets lyd. Bandet er godt i gang med at udgive singler fra deres kommende album og ligeledes spille koncerter rundt i landet – og på denne vej rundt har bandet høstet gode anmelderroser.

Døren åbnes kl. 20.00. Vegetarbuffet fra kl. 17.30-19.30



Kommentarer