Aktuelle trafikmålinger i Gl. Hasseris/Sofiendal

12-02-2018
Meldingen er, at trafikken udvikler sig på niveau med andre steder - udsving på mellem -19,2% og +37,3%.
Af Palle Bjørnstrup

Udgangspunktet er, at trafikken i området Gl. Hasseris, Bygaden og Sofiendals Enge, Letvadvej, har været genstand for en del debat i forbindelse med godkendelsen af planerne for den boligudvikling, som netop er sat i gang med 1.200 nye boliger i Sofiendal Enge, og hvad det på sigt vil medføre af trafik i området.

Da beboerne i området gav udtryk for, at de følte, at der skete en stigning i trafikken allerede inden disse byggerier, lovede Stadsingeniør Svend Erik Pedersen, Aalborg Kommune, en ny tælling, som nu foreligger.

Rådmand Hans Henrik Henriksen fortæller: ”Resultatet af de nye tællinger viser, at det ikke står så skidt til i området. Faktisk er antallet af biler faldet i den nordlige del af Bygaden, hvor mange oplevede problemer. Både antallet af køretøjer og gennemsnitshastigheden på hhv. den nordlige del af Bygaden og Sofiendalsvej er stort set status quo – de er endda faldet en smule, så tallene ændrer ikke ved min opfattelse af, at de trafikale forhold er acceptable.”

Så vidt rådmand Hans Henrik Henriksen.

Det er korrekt, at målingerne viser, at i Bygaden nord er trafikken status quo. I 2014 kørte der her 2.937 biler og i 2017 2.920 biler, altså et fald på 17 stk. – ligeledes på Sofiendalsvej var der i 2014 2.949 biler og i 2017 2.382, altså et fald på -19,2%. Her bør det nok nævnes, at af de strækninger, der er målt, er Sofiendalsvej den strækning med de fleste trafikdæmpende foranstaltninger.

Kigger vi på øvrige veje, der er sket måling på, så viser Skelagervej, at der i 2014 kørte 5.620 biler, og i 2017 7.720 biler, altså en stigning på 37,3%. Bygaden syd i 2014 6.576 biler og i 2017 7.167 biler, en stigning på 8,9%. Letvadvej nord i 2009 7.147 biler og i 2017 8.062 biler, en stigning på 12,8% og Letvadvej syd i 2014 5.763 biler i 2017 6.554 biler, en stigning på 13,7%.

Så der er fuldt belæg for rådmandens udlægning, når man, som han, kun kigger på de to udvalgte strækninger Bygaden, Nord og Sofiendalsvej.
Alle øvrige målepunkter viser stigninger i trafikmængden fra 8,9% til 37,3% - og her skal bemærkes, at disse tal er inden Hasseris Enge og Sofiendals Enge er udbygget.

Derfor er det nok meget korrekt, at rådmand Hans Henrik Henriksen i materialet gør opmærksom på: ”Samtidig giver målingerne os en meget nyttig viden om den trafikale udvikling. Tallene viser os, hvordan udviklingen har været over de sidste år, ligesom målingerne giver os et redskab til at følge udviklingen, når vi går i gang med boligudviklingen i området”.

Men det kunne have været rart, at rådmand Hans Henrik Henriksen, udover at forholde sig konkret til de to strækninger, hvor der er henholdsvis status quo og fald i trafikmængden, også havde forholdt sig lidt mere konkret til de strækninger, hvor der er stigende trafikmængder i størrelsesordenen fra 8,9% til 37,3%.

Under alle omstændigheder er det rart med aktuelle tal, til at diskutere udvikling og behov fremadrettet.



Kommentarer