Aalborg Teater inviterer til audition

22-09-2018
Til forestillingen ”Spotify og Radio Luxembourg” søges borgere der er unge eller gamle – 15+ eller 60+.
Af Palle Bjørnstrup

Aalborg Teaters Borgerscene producerer til foråret en ny forestilling med titlen ”Spotify og Radio Luxembourg”. Emnet er denne gang unge og gamles mulige møder på tværs af generationerne via musikken. De unge hører deres musik på Spotify, YouTube og alle mulige andre platforme. De er vokset op med hele den digitale revolutions muligheder, mens deres bedsteforældre var unge i en helt anden verden, hvor man måske lå under dynen og lyttede til vilde toner og rytmer fra Radio Luxembourg. Men for begge grupper er musikken vigtig – det er gennem den, at man lever og lærer hvem man er og også kan være.

I forestillingen ”Spotify og Radio Luxembourg” lader vi de to grupper mødes, lytte til hinandens musik, bytte musik, snakke om ungdom og måske om den mellemliggende generation, og spille og synge for hinanden – og for publikum.

Så nu er chancen der for at komme på scenen på Aalborg Teater.

Aalborg Teater inviterer til AUDITION LØRDAG D. 29. OG SØNDAG D. 30. SEPTEMBER FRA KL. 10.00.

Har du lyst til at prøve kræfter med teatret, møde instruktøren, kapelmesteren og dramaturgen, så mød frem – og man vil også blive bedt om at give en prøve på sit instrument og/eller sangstemme, ligesom der vil være tid til at snakke sammen – nok mest om musik.

Rent praktisk starter prøverne på forestillingen d. 8. december og forestillingen spiller frem til medio marts på Aalborg Teaters Lille Scene.

Har man lyst til at være med, så kan man tilmelde sig til AUDITION på jcl@aalborgteater.dk.





Kommentarer