Aalborg Comedy Festival er klar

01-07-2019
For første gang laver Skråen, Nibe Festival, Aalborg Events og Aalborg Kongres & Kultur Center Comedy Festival
Af Palle Bjørnstrup

Vi har i fællesskab fået strikket et spændende og meget alsidigt program sammen, som vi glæder os til at præsentere for Nordjylland, siger de fire eventmagere Søren Thorst, Jørgen Nissen, Peter Møller Madsen og Nicolaj Holm i en fælles udtalelse. Det har været dejligt, at vi sammen har fået skabt Aalborg Comedy Festival, så nu kan folk med hang til tøhø og den store latter bare komme an fra d. 27. august til 2. september.

Der bliver optræden i Spejlteltet v/Nordkraft, Salling Rooftop, Støberiet i Nibe, Værtshuset John Bull og i Aalborghallen.

Første navn på plakaten i Spejlteltet d. 27. august bliver Niels ”Niarn” Roos. Men derefter følger på de forskellige scener en lang række spektakulære kunstnere som Globetrotterne Jan & Morten fra DR2, danmarksmesteren i Comedy Slam fra 2012, nordjyden, musikeren og komponisten Per Worm samt speedsnakkende Torben Chris.
Også Rune Klan & The Powls er med i programmet foruden en række af Danmarks dygtigste komikere som Mikkel Klint Thorius, Jonas Mogensen, Morten Wichmann, Natascha Brock og Kasper Gross.
Endelig er der Geo & En På Guitar og verdensnavnet Michael McIntyre fra Storbritannien.

Det er et særdeles omfattende program, der kan opleves i perioden fra d. 27. august til d. 2. september.

Gratis arrangementer er efter først-til-mølle princippet. En samlet oversigt over alle arrangementer kan ses på akkc.dk/aalborgcomedyfestival

Festivalen byder på et væld af fantastiske kunstnere, så der er en fantastisk mulighed for virkelig at kunne få en på opleveren – go´ fornøjelse!



Kommentarer