140 deltagere hørte om testamente og smagte vin

12-11-2021
Hasseris Grundejerforenings arrangement med advokat Lars Kühnel og vinhandler Martin Andersen blev et tilløbsstykke
Af Palle Bjørnstrup

Der var mange flere end de 140 deltagere, der ville have denne oplevelse, men Hasseris Grundejerforening havde meldt først til mølle… og da 140 havde meldt sig, var man nødt til
at lukke for yderligere deltagere. Kirkesalen under Hasseris Kirke har kapacitet til 140, og derfor kunne der ikke lukkes flere ind i forhold til hvad Brandmyndighederne tillader.

Det er selvfølgelig lidt trist, siger formand Torben Thorup Jensen, men det er jo en begrænsning, vi er nødt til at respektere. Det varede kun 2 døgn inden arrangementet var fuldtegnet – og jeg tror, at de 140 deltagere fik en god oplevelse.

Advokat Lars Kühnels foredrag om testamente og fremtidsfuldmagt blev taget godt imod, og der kom mange spørgsmål fra salen, der alle blev velvilligt og professionelt besvaret, der var så mange gode spørgsmål, at det planlagte tidsrum ikke kunne overholdes.

Med lidt forsinkelse blev der taget fat på aftenens vinsmagning under vinhandler Martin Andersens kyndige guidning. Der blev smagt på 2 slags hvidvin og 4 forskellige rødvine. Blandt rødvinene var der også et bud på årets julevin.
Vi var glade for, at Martin Andersen kunne finde tid til denne aften, han har netop indviet en ny stor vinforretning på sin gamle adresse på hjørnet af Hobrovej/Veste Alle, hvor der udover et større udvalg i vine og spiritus, også er disponeret plads til et lokale til brug for vinsmagning, samt et helt nyt charcuteri, der dog ikke er i funktion endnu grundet manglende levering af bl.a. kølefaciliteter grundet corona.
Også til vinsmagningen var der gode spørgsmål til de præsenterede vine, og spørgelysten var stor siger Torben Thorup Jensen, og i takt med smagningen steg antallet af stemmerne, der talte ved bordene også.

Det var en dejlig aften, og kl. ca. 23.00 blev de sidste glas tømt, og spejdertroppen Knuden, som er vores samarbejdspartner, sørgede for opvask og oprydning – så jeg synes det alt i alt var en særdeles fin aften, slutter Torben Thorup Jensen, formand for Hasseris Grundejerforening.



Kommentarer