125-års jubilæum i Hasseris Grundejerforening

29-08-2018
350 deltog i Hasseris Grundejerforenings fejring af jubilæet på Hasseris Gymnasium, hvor der var dækket op til det store kagebord.
Af Jens Skovgaard

Der var fuldt hus til Hasseris Grundejerforenings 125 års jubilæum, som blev fejret søndag den 26. august på Hasseris Gymnasium. 350 medlemmer havde løst billet til arrangementet, som bød på festtaler, kagebord og tryllekunst.

Den nye formand Torben Thorup Jensen bød velkommen, og ridsede i sin tale kort grundejerforeningens historie op. Foreningen har sin oprindelse i ‘Aktieselskabet Villakvarterets Vandforsyning’. I begyndelsen af 1900-tallet blev det obligatorisk for beboere tilknyttet vandværket at være medlem af ‘Grundejerforeningen Hasseris Villakvarter’. I 1909 overtog grundejerforeningen vandværket, som det drev frem til 1989, hvor man overgik til den kommunale vandforsyning. Så ad lidt snørklede veje har Hasseris Grundejerforening altså en historie, der kan dateres tilbage til 1893.

Inden Formanden gav ordet til Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, kom han også ind på den voldsomme udvikling, som Hasseris har undergået. Foreningen har i en række sager kæmpet for at værne om kvaliteterne i Hasseris, som til stadighed udfordres af developeres ønsker om at bygge ud over de rammer, som er fastlagt i de bevarende lokalplaner. “Vi mener, at Hasseris skal udvikles, men det skal ske indenfor de gældende rammer, og med respekt for de værdier Hasseris indeholder”, sagde Formanden, som derefter gav stafetten videre til Borgmesteren, som tog den op og erindrede blandt andet om Føtex-sagen tilbage i begyndelsen af halvfemserne. Dengang ønskede man at bygge et stort Føtex-varehus i Bymidten, men Hasserisborgernes stædige kamp medførte at planerne blev lagt i skuffen. Thomas Kastrup-Larsen mente dog, at samarbejdet ‘på den store klinge’ er godt. Han henviste her til samarbejdet omkring udarbejdelsen af de bevarende lokalplaner ‘Hasseris Bevar Mig Vel’, som gav kommunen dens første Byplanpris i 2008. “Senere tildelte Hasseris Grundejerforening Lokalplanlægger Lene Dokkedal Hasserisprisen”, fortalte han og fortsatte: “Det sker vist ikke ret ofte, at en grundejerforening påskønner en lokalplanlægger”.

Herefter blev der inviteret til at kaste sig over det overdådige kagebord, der var opstillet i foyeren, og som afslutning på jubilæumsarrangementet underholdt Tryllekunstner og Stand-up komiker Rune Klan.



Kommentarer