11 mio.kr. skal gøre arkitektur til en leg

09-09-2017
Børn fra hele Danmark kan nu træde i den verdenskendte arkitekt Jørn Utzons fodspor.
Af Palle Bjørnstrup

Nordea Fonden har netop uddelt 11 mio. kroner til Utzon Center i Aalborg. Målet er at gøre arkitektur til en leg sammen med 50.000 børn de næste fire år.

Operahuset i Sydney blev kun til, fordi Jørn Utzon kunne udfordre ingeniørernes beregninger ved at bygge håndlavede modeller. Jørn Utzon har været med til at gøre Danmark til en kreativ design-nation, projektet på Utzon Center tager udgangspunkt i Utzons arbejdsmetode – og tilfører alle de nye tekniske muligheder. Det betyder, at børnene i projektet kan lære matematik og naturvidenskab med både hænder og hoved, printe i 3D, tegne smukke tegninger, bygge modeller eller få hjælp fra en robot eller opdage geometri i virtual reality.

Det særlige ved projektet er, at det kobler kreativitet og naturvidenskab sammen. Det betyder, at arkitektur, matematik og teknologi leges og læres på samme tid.

Mødet med Jørn Utzon er bare starten og den del af projektet udvikles sammen med DR Skole. Herefter følger særudstillinger med bl.a. Wikke Rasmussen, det eksperimenterende laboratorium Techstronaut udviklet med ingeniører fra Aalborg Universitet, kreativ matematik-lejrskole i Aalborg og projektets helt egen Youtube-kanal med alle børn som journalister og youtubere. Det kommer til at ske i Utzon Center, i Aalborgs klasseværelser, som lejrskoledestination for elever og som efteruddannelse af undervisere i hele Danmark.

Kreativ direktør på Utzon Center, Lasse Andersson, fortæller: ”Vi er vildt glade for og meget stolte over Nordea-fondens støtte. Der er et uset potentiale i koblingen mellem det at lege og det at lære og tilegne os matematisk og naturvidenskabelig viden. Denne kobling kan laves med arkitektur, som netop består af lige dele kreativitet og matematiske evner. Vi ønsker at udfordre, hvordan arkitektur formidles og læres i en ny generations virkelighed”.



Kommentarer