100-årig optages i Chr. d. 4. Laug d. 4. juli

02-07-2018
Den årlige optagelse i Chr. d. 4. Laug i forbindelse med Rebildfesten d. 4. juli bliver lidt anderledes i år.
Af Palle Bjørnstrup

Som traditionen byder, så vil der blive afholdt optagelsesceremoni i Jens Bang Stenhus Vinkjælder i anledning af Rebildfestlighederne.

Inden det går løs i Rebild Bakker vil en række personer onsdag d. 4. juli om formiddagen blive optaget i lauget.
Vanen tro bliver de to hovedtalere optaget, og i år er det den amerikanske hovedtaler Søren Juul Jørgensen og den danske hovedtaler Jesper Steinmetz.

USA har fået ny ambassadør i Danmark, og derfor vil Her Exellency, Ambassador Mrs. Carla Sands samt forsvarsattache Michael Bierry også blive optaget ved denne lejlighed, sammen med en række øvrige personer.

Blandt disse personer er dansk/amerikaneren Robert Clausen Bundgaard på 100 år. Men da han ikke på grund af sin høje alder magter at rejse til Danmark, vil han blive optaget in absentia.

Robert Clausen Bundgaard kunne ellers have fejret sin 100 års fødselsdag i Danmark, da hans fødselsdato er 14. juli 1918. Han er således født i slutningen af 1. Verdenskrig, som søn af Anton Christian Bundgaard og Nielsine Marie (Clausen) Bundgaard, der var fra Danmark. Han fik sin skoleuddannelse i Denver, og i 1941 kom han på Columbia University i New York City, hvor han mødte sin senere kone Charlotte Henriques.

I 1942 meldte han sig til US Army og gennemførte en militær uddannelse, og blev efterfølgende stationeret i Washington DC. Under 2. Verdenskrig blev han tilknyttet General Eisenhowers AIR Weather Team og tjente som stabschef for United States Strategic Air Forces in Europe Forecast Section. Han blev stationeret i Bushy Park i England, hvor han var med i det vejrteam, der forudsagde vejret på D-dags invasionen. Han blev efterfølgende stationeret ved de Allieredes styrker i Paris, og var her til krigens afslutning.
For sine videnskabelige arbejder under krigen, blev han af The American Institute of Aeronautical Sciences hædret med the Losey Award samt the Bronze Star fra USA's regering.

Efter krigen flyttede han og familien til Bergen i Norge, hvor han arbejdede som metrolog. Senere flyttede familien rundt i USA og var også i Japan, inden han sluttede sin karriere i Alabama, USA.

Nu lever han i North Branford, CT, og har 5 børn, 10 børnebørn, 10 oldebørn og 5 tip-oldebørn, og han er stadig frisk på at fortælle historie og lytte til musik og kan godt lide en god joke.

Som substitut ved optagelsen, vil Vagn Thomsen stolsbroder og laugstroubadur i Chr. d. 4. Laug fungere. Robert Clausen Bundgaard er Vagn Thomsens grand onkel, og herigennem er interessen opstået for, at blive medlem af Chr. d. 4. Laug i Aalborg.



Kommentarer


Søren Bundgaard 12. juli 2018 15:25
Hej Søren, læs lige denne artikel.

Mvh Flemming