”Huset” er i børnenes tegn – masser af musik

01-08-2018
Lørdag d. 10. august kl. 10-18 byder ”Huset” alle børn med forældre til dans, mad, underholdning og hygge.
Af Palle Bjørnstrup

Der bydes på at væld af gode aktiviteter, det er bare om at komme og være med.

BØRNELOPPER
Gå på opdagelse i dagens børneloppemarkedstelt, hvor tøj, legetøj, spil, bøger og meget mere kan købes.

DEN DROMEDARFREMKALDENDE DANSESKOLE
Danseskolens formål er at sætte rummet frit, og I skal være med på en måde, så det er rart for jer. Formålet er ikke at lære at danse noget som helst, men derimod at få en skøn, nærværende og sjov tid med din familie.

BØRNEYOGA
Dyveke Yoga & Pilates har to skønne hold , hvor ALLE kan være med – børn og voksne. Holdene er gratis at deltage i, når du køber en indgangsbillet. Tilmelding er ikke nødvendigt, og vi fylder lokalet op med dem der er plads til efter først til mølle princippet.

MOSTER METAS MONSTER MYRIADE
Moster Meta er helt tosset med dyr. Hun rejser rundt i hele verden for at kigge på alle mulige slags dyr, det være sig en lille pilegiftfrø eller en panter, men hver gang dukker der bare noget andet op. Hun har en særlig tiltrækningskraft for de lyssky og hidtil ukendte monstre, der bor rundt omkring. Kom og hør hende fortælle.

ÅBNE KREATIVE VÆRKSTEDER
Besøg f.eks. Husets keramikværksted, hvor børn sammen med deres voksne kan udfolde sig kreativt og lege med ler sammen. I kan f.eks. lave et navneskilt, et fantasidyr, aftryk af en hånd, en lille skål eller hvad jeres fantasi rummer. Aktiviteten er gratis.

JAZZ FOR KIDS – SAX KONTRA BAS
Kontrabassen er lidt af en drillepind og ”mobber” saxofonen mindre og mindre – indtil tenorsax´en til sidst bliver til en sopransax og musikken ganske forandret. Oplev musikalsk slapstick med JACOB MYGIND (saxofoner, sang) og OLAV GUDNASON (kontrabas, sang). Undervejs vil de demonstrere, hvordan næsten alt kan bruges til at lave musik på: Tandbørstning, opvask, kroppen osv.

MASTER FATMANS JAZZSKOLE
Tag med Jazzskolen helt om på den anden side af jorden til et af verdens allersmukkeste og dejligste steder – Brasilien. Vi skal høre samba, bossa og svingue, lære at danse ret vildt, spille på vores maver (også hvis de er små) og springe over hinanden, når vi prøver Capoeira.
Entertainer, radiovært, jazzentusiast, bassist, filminstruktør, musikguru mv.: MASTER FATMAN kan, som ingen andre, tryllebinde børn og voksne med sin landskendte og vaskeægte gode karma.

KLEZMOFOBIA
Når de spiller koncert er der fest og farver, der bliver sunget og danset, lyttet og kysset og publikum føler sig hjemme og særligt indbudt.
Klezmofobia er et af de få orkestre, der har spillet live i Mexicansk TV, danset kædedans rundt om den lille havfrue på EXPO i Beijing, lavet koncert efter at have kørt snescooter i 20 graders kulde på Svalbard og mange flere sjove ting.

BØRNEVENLIG VEGETARMAD
Til frokost og aften vil du have mulighed for at stille sulten i en lækker vegetarisk buffet, der i dagens anledning vil være lavet i en børnevenlig version.

PROGRAM for dagen:
Kl. 10.00 – 18.00 Børnelopper – kom køb, sælg eller byt. Book en bod i 2 timer for kr. 30,-
Kl. 10.30 – 16.00 Åbne værksteder for børn
Kl. 11.00 – 13.00 Vegetarisk Børnebuffet
Kl. 11.00 – 11.30 Børneyoga
Kl. 11.30 – 11.45 Afsløring af Graffitivæg
Kl. 12.00 – 12.50 Jazz for Kids: Sax kontra Bas
Kl. 12.30 – 13.00 Børneyoga
Kl. 13.00 – 13.30 Moster Metas Monster Myriade
Kl. 14.00 – 14.50 Jazz for Kids: Master Fatmans Jazzskole
Kl. 15.30 – 16.00 Moster Metas Monster Myriade
Kl. 16.00 – 16.50 Jazz for Kids: Klezmofobia
Kl. 17.00 – 19.00 Vegetarisk Børnebuffet.

Entre kr. 30,- (Børn 3-14 år). Voksne gratis ifølge med børn.







Kommentarer