”Den unge Werthers lidelser” på Lille Scene

04-11-2019
Goethes kærlighedsdrama spilles på Aalborg Teaters Lille Scene fra lørdag d. 9/11 til mandag 6/12.

Ulykkelig kærlighed har været en del af menneskets liv og skæbne siden tidernes morgen, men for omtrent 250 år siden satte Goethe ord på denne ulykkelige kærlighed og de uforløste følelser og længsler, da han skrev ”Den Unge Werthers Lidelser”.

I stykket er den unge sværmeriske, Werther, blevet så dybt betaget af og forelsket i den kønne Lotte, at han er ved at tæres op indvendigt af lidenskab og længsel. Og han bryder fuldstændig sammen, da han må indse, at han aldrig kan få hende, da hun allerede er forelsket i en anden mand, nemlig den fornuftige Albert, og Werthers følelsesliv udvikler sig til et spejlkabinet, der fordobles og forvrænges, indtil han drives til vanvid.

De følelser romanen vakte, udløste i sin tid en bølge af selvmord i Europa, og romanen blev forbudt i flere lande herunder også Danmark.

Den Unge Werthers Lidelser er et sandt trekantsdrama, men det er også en historie om kampen mellem det fornuftige og følelserne.

Gustav Dyekjær Giese har hovedrollen som den kærlighedsmartrede unge Werther, Lotte spilles af Maria Henriksen og Albert af Martin Ringsmose.
Den Unge Werthers Lidelser iscenesættes af den talentfulde instruktør Jennifer Vedsted Christiansen, og scenografien til forestillingen er skabt af Frederikke Dalum.

Der spilles mandag til fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 16.00 fra d. 9. november til og med d. 6. december 2019.



Kommentarer