‘Det Gode vs Det Onde’ på lørdag i Aalborg Teater

20-01-2020
Der er premiere på Aalborg Teaters Lille Scene lørdag den 25/1 kl. 16.00.
Af Palle Bjørnstrup

Man kan spørge; er kampen slut? Hvor godt er det gode efterhånden? Og er Det Onde også så ondt? Kan vi skelne de to fra hinanden længere?
 
Som udgangspunkt vil vi gerne have, at historier ender godt – at det gode besejrer det onde til sidst, ligesom det plejer. På den måde har vi styr på Det Gode og Det Onde. Men verden er blevet så uhyre kompleks. Alt skal ses fra flere sider, og mange helte er faldet fra himlen.
Obama var alligevel ikke håbets verdensomvæltende engel. Vi kan ikke længere danse uskyldigt til Michael Jackson. Ronaldo snyder i skat – bl.a. Og hvad er det nu – er Trump og Brexit alligevel gode nyheder på en måde? Kompleksiteten er kvælende og handlingslammende.
 
Tre skuespillere kaster sig nu ind i kampen mellem godt og ondt i et hæsblæsende eventyr for voksne. I forestillingen mødes hovedpersonen Hans, der har mistet troen på det gode i verden, fordi alle hans barndomshelte har vist sig også at have en mørk side. I bedste eventyrstil drager Hans ud på en rejse for at genfinde godheden, og forsøge at forstå den her komplekse verden, han er endt i. Og ender det mon lykkeligt?
 
Tue Biering, der i 2018 vandt en Reumert for sin iscenesættelse af ”Aftenlandet” på Lille Scene, vender nu tilbage som både dramatiker og instruktør og tager sammen med et hold skuespillere pulsen på Det Gode og Det Onde.
 
I forestillingen medvirker Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen. Iscenesættelse er Tue Biering og scenografi er Nicolaj Spangaa.
 
Der spilles fra og med lørdag den 25/1 til og med den 14/2.
Mandag – fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 16.00.



Kommentarer