Kom og hør om redning af Borneos røde aber

15-10-2014
Foredrag med Lone D. Nielsen i Aalborg Zoos Auditorium tirsdag d. 28. oktober kl. 19.00-21.00
Af Palle Bjørnstrup

Lone Dröscher Nielsen er ikke hvem som helst i denne sammenhæng. Hun er kvinden bag verdens største rehabiliteringscenter for orangutanger. Hun er en nordjysk ildsjæl, og hendes arbejde med at redde og rehabilitere Borneos røde aber er skildret af både DR, BBC og Animal Planet.

Samarbejdet mellem Aalborg Zoo og Lone Dröscher rækker mange år tilbage. Lone var som 14 årig erhvervspraktikant i Aalborg Zoo, hvor hun mødte sin første orangutang. Senere meldte hun sig til en måneds arbejde på et projekt i Borneos regnskov. Det blev starten på Lones livsværk: At beskytte den røde asiatiske menneskeabe og at bremse fældningen af deres hjem, regnskoven.

Lone vil denne aften fortælle om arbejdet som ”mor” for mere end tusind forældreløse og hjemløse orangutanger på rehabiliteringscentret Nyaru Menteng, hvor hun siden midten af 1990´erne har kæmpet en utrættelig kamp.

Det siger sig selv, at vi er meget glade for at kunne byde Lone velkommen tilbage her i Aalborg Zoo. Vi kan som den eneste zoo i Danmark byde på nærkontakt med de røde aber i vores have.

Der er dåb/navngivning – inden foredraget vil Lone besøge sine gamle bekendte blandt Aalborg Zoos orangutanger, og ved den lejlighed får hun æren af at navngive den sidste nye ”pige” i orangutang flokken – det vil ske samme dag kl. 15.30 til 16.30

Og så er der lige det, at pengene fra salget af billetter til dette arrangement går ubeskåret til Lones arbejde i Red Orangutangen – så mød endelig frem, så donerer du samtidig kr. 100,- pr. voksen og kr. 50,- for børn op til 12år.



Kommentarer