Fonden Otiumgården har igen fået afslag på byggeplan

03-07-2020
I 2017 annullerede Aalborg Kommune et lokalplanforslag om nedrivning af Fonden Otiumgårdens tre boligblokke og opførelse af nye i 4 etager.
Af Jens Skovgaard

Bag ordene: ‘Otiumgården, Hasseris’ i By- og Landskabsudvalgets referat af møde den 18. juni skjulte sig en ansøgning fra Fonden Otiumgården om at igangsætte en lokalplanproces, der skulle bane vejen for en nedrivning af den ene af fondens boligblokke på Otiumvej i Blegdalsparken. Samtidig ville man så opføre en ny boligblok i 4 etager mod den nuværende 2 etages ejendom.

Sagen var egentlig blot en orientering, som forvaltningen ville give udvalget under de sædvanlige orienteringspunkter i dagsordenen, men udvalget traf lidt overraskende beslutning om at afvise ansøgningen alene på baggrund af Fonden Otiumgårdens skrivelse til By- og Landskabsforvaltningen, som hasserisavis.dk efterfølgende modtog efter henvendelse til forvaltningen.

Af skrivelsen fra Advokat Per Nielsen, Advodan i Mølleå, Aalborg fremgår, at man mener, at der er behov for en fornyelse af lejlighederne, da de ikke er tidssvarende. F.eks. er badeværelserne for små, og der mangler elevator i opgangene. Fonden anfører, at en renovering af lejlighederne vil være for dyr, men at man ved nybyggeri med flere etager vil kunne holde huslejen på ‘et acceptabelt niveau’.

Fondens formål er at udleje lejlighederne i de tre boligblokke på Otiumvej til ældre og mindre bemidlede. Oprindelig var det Hasseris Sogneråd, der oprettede fonden, og overdrog bebyggelsen til Fonden Otiumgården. Beboerrepræsentant Ina Thrysø oplyser, at lejligheder løbende er blevet ændret, blandt andet er flere små lejligheder blevet slået sammen, ligesom der for en del år siden blev lavet altaner til en del af lejlighederne. Ina Thrysøe bor selv i en dejlig lys 3-værelses lejlighed på første sal med udsigt ud mod Blegdalsparken. Hun fortæller, at hun og flere af den nuværende lejere er blevet noget opskræmte over den nye melding fra fonden, som lejerne ikke var blevet orienteret om forinden. Desuden oplyser hun, at det virker som om fonden bevidst forsøger at chikanere lejerne, dels ved ikke at fortælle om deres planer, dels ved kun at udføre de mest nødvendige reparationer på blokkene.

Fondens bestyrelse, som er selvsupplerende, består af Henrik Uggerly, Adm. Direktør i Uggerly Installation A/S, Centerchef i Nykredit Kim Royberg og Salgsrådgiver i Synoptik Lena Bøgeholt Winther. Administrationen varetages af Advokat Per Nielsen, som samtidig er advokat for det firma Henrik Uggerly er direktør for.

Byrådsmedlem og medlem af By- og Landskabsudvalget, Vibeke Gamst (K) bekræfter overfor hasserisavis.dk, at sagen blev behandlet, og at et enigt udvalg afviste fondens ansøgning. “Nu vil jeg virkelig håbe, at fonden forstår et klart svar og lader sagen falde. Hele Blegdalsparken og den fint planlagte bebyggelse, der skråner mod nord, er så smuk og gennemtænkt, at man nærmest kan blive syg ved tanken om, at det skulle erstattes af højt og tæt byggeri. Det nuværende byggeri er i udmærket stand, og kan sagtens holde i mange år endnu ved almindelig god vedligeholdelse”, skriver Vibeke Gamst i en mail til hasserisavis.dk.



Kommentarer