”Det er også utrygt, at blive voldtaget”

17-04-2019
Aalborg Bibliotekerne sætter torsdag d. 25. april den moderne mand til debat og spørger begge køn ud.
Af Palle Bjørnstrup

Udgangspunktet for debatten er, at den moderne mand lever i en tid, hvor skabet selv ved, hvor det skal stå, og hvor mænd må navigere efter regler, der hele tiden ændres.

Denne aften medvirker Anders Haahr Rasmussen, kønsdebatør og forfatter til ”En fandens mand” sammen med bibliotekernes debat-team (KAMP). De begiver sig ind på en arena, hvor man let beskyldes for at klynke, hvis man nævner udfordringerne ved at være mand.

Debatarrangementet d. 25. april kl. 17-18 bliver et arrangement, hvor der spørges, om der er plads til den maskuline udgave af en #metoo-bølge. Om mænd er nogle skvat? Og om man skal spørge om lov for at klø sig i skridtet?

Moderator for arrangementet, Erling Lykke siger: ”Det her er et arrangement for dig, der er frustreret over konstant at skulle veje for og imod, når du vil træde i karakter som mand. Eller dig, der har brug for flere nuancer i debatten end pakkeløsninger, som metroseksualitet eller han med ekstra alfa. Men der vil også blive stillet stole frem til de kvinder, der tænker: Hvad er problemet? Eller dem som godt kan se udfordringerne, men leder efter løsninger, der tager udgangspunkt i noget fælles”.

På aftenen sørger Anders Haahr Rasmussen for at trække linjerne skarpt op og vil samtidig give eksempler fra sit eget liv. Som f.eks. ved et tidligere debatarrangement, hvor han som mand fortalte om sin egen utryghed ift. kvinder – og blev mødt med tilråbet: ”Jeg skulle hilse og sige, at det også er utrygt at blive voldtaget”.







Kommentarer